Virker brainstorms?

Jeg stødte for ganske nylig ind i en problematik om brainstorm-metoden, som jeg aldrig har mødt før. Faktisk har jeg aldrig mødt nogen konkret eller seriøs kritik af brainstorms før. Og den kritik jeg faldt over, klandre ikke brainstorming for at være en hippiemetode´, eller at det er den dovne medarbejders undskyldning for ikke at lave et seriøst stykke arbejde. Nej, kritikken er meget værre end som så: Brainstorming genererer færre idéer, end summen af de idéer dens deltagere vil kunne producere individuelt.

Kritikken er baseret på en undersøgelse, hvor man har sammenlignet hvor mange idéer, en række virkelige og virtuelle grupper kunne danne. ’De virkelige gruppers’ deltagere blev sat sammen i lokaler (gruppe for gruppe) og bedt om at udføre brainstorms. Deltagerne fra de såkaldte ’virtuelle grupper’ blev skilt ad, så hver deltager sad i alene i hver sit rum, hvor de blev bedt om at ‘brainstorme på egen hånd’. Resultatet af undersøgelsen var, overraskende nok, at de grupper, hvor deltagerne havde siddet adskilt, til sammen producerede flere idéer, end dem i grupper. Undersøgelsen er angiveligt fra 1958, men efterfølgende undersøgelser (fra 1987) har kunne reproducere resultatet. (Jeg har desværre ikke kunnet finde disse undersøgelser, men hvis du kender noget til dem, så smid en kommentar)

Det kunne være interessant at få fingrene i testresultaterne, for at se om der var forskel på typen af idéer? Var der sammenfald mellem antallet af personer tilstede under brainstormingen og nuancerne på idéerne? Kan man tale om idéer af bedre eller dårligere kvalitet? Og hvilke medfølgende kvaliteter dannes, når idéer opstår mellem mennesker?

Jeg kan forestille mig mange situationer, hvor det er en fordel, at en idé er opstået gennem en brainstorm. Jeg har hørt folk sige, at den eneste grund til at lave idéer i fællesskab er, at det er langt mere besværligt at fyre et fællesskab, end en enkelt person. Idéen er naturligvis sat på spidsen, men ikke desto mindre peger den på noget væsentligt: Det fælles ansvar. Hvis folk har fået en idé i fællesskab, og idéen får lov til at blomstre i et fællesskab, er der ingen individer, der ‘ejer’ idéen. Der er ingen der har ejerskabsfornemmelser, og man har ikke behov for at sikre sig, at man ikke træder nogen over tæerne, når man udtaler sig om idéen.

En åbenlys grund til, at enkeltpersoner vil kunne fremsige flere idéer end en gruppe, er naturligvis, at en gruppe vil bruge længere tid på at overveje hver idé, hvor en enkeltperson ikke nødvendigvis vil bruge lang tid på at overveje hver enkel idé, men hurtigt kan springe videre til en ny idé. Fordi det er oplagt at krydse idéer og lade sig inspirere af hinanden, er en brainstorm en mere tidskrævende proces, end det at opremse idéer. Det tager også tid at ‘bryde isen’, at lære hinandens retorik at kende, og der skal ofte bruges tid på at få alle med. Måske er det netop de sociale gevinster ved en brainstorm, der koster i kvantiteten, sammenlignet med den individuelle ide-generering.

Andre end mig, der savner en diskussion af, hvad formålet med en brainstorm er, før man begynder at hive brainstorms af hylden til fordel for, at lade ide-skabelsen til en individuel hjemmeopgave?