Micro/macro-design

Chris Harrison har arbejdet på et projekt, med at visualisere biblen. Men han vil ikke blot male et billede af sin forståelse af biblens fortællinger eller budskaber. Han vil behandle biblen som data. Hans resultater er fascinerende og flotte. Men lige så imponeret jeg bliver over detaljerigdommen og opfindsomheden i hans projekt, lige så ligegyldigt ender det med at blive. Problemet er at jeg ikke kan finde nogen reel mening med hans projekt. F.eks. viser et smukt regnbue-lignende billede alle krydshenvisninger i biblen. Men man kan kun se længden (i vers) på de kapitler der refereres mellem – ikke engang deres placering i biblen. Og samtidig giver den smukke regnbue af henvisninger mig ikke et indblik ud over: ”Der er vel nok mange”.

Det er synd – for min fascination af værkets visuelle udtryk drev ellers min interesse langt.

Jeg har altid være tilhænger af, at design skal være enkelt og gennemskueligt. En svær opgave, men et stykke kunst, når det bliver gjort godt. Apple især er gode til at lave et minimalistisk design, der kun giver brugerne de valgmuligheder og informationer ’man har brug for’. Eller som tommelfingerreglen siger: ”Et godt design, er et design, hvor der ikke kan fjernes mere”. Faktisk har jeg altid anset det for at være en af de sværeste opgaver: at lave et design, der er så enkelt, at det er overskueligt og samtidig opfylder ethvert behov brugeren måtte have.

Og knap nok er jeg begyndt at forstå principperne bag det gode, minimalistiske design, før jeg får øjnene op for en endnu større udfordring. Edward R. Tufte har skrevet bogen ’Envisioning Information’, og han mener at vi ’minimalistiske’ designere er lidt gal på den. Jeg tror ikke at Tufte ville være uenig i, at et design er godt, når der ikke er mere at fjerne. Men jeg tror han har en anden grænse for hvornår noget skal fjernes. En af Tuftes hovedpointer er, at man ikke bør give mængden af informationer eller detaljer skylden for en rodet visuel fremstilling. Det er designet der er rodet. Faktisk mener han, at hvis du gerne vil give et klarere billede, af det du fremstiller, skal du ikke fjerne detaljer, men tilføje dem:

”To clarify, add detail”

Tufte viser mange fine eksempler på hvordan uoverskueligt mængder af data, kan vises på en ganske overskuelig måde, der giver dataene stor værdi. En af pointerne med ikke at udelade data, er at det giver præsentationen mere værdi. Når vi viser data i en større sammenhæng, er det nemmere at fordybe sig i tallene, drage sine egne konklusioner og genbruge dataene. Hvis en graf f.eks. forenkles tilstrækkeligt meget, mister den sin mening uden for kontekst. (Se iøvrigt Tuftes kritik og ros af iPhone)

En af designforslagene fra Tufte lyder, at man kan udnytte repetitioner i data, til at skabe ’flader’. Et eksempel er fra et bykort fra New York City, hvor bygninger er tegnet ind, med så stor præcision, at man kan tælle vinduerne. Kortets største værdi ligger måske ikke i, at man kan se de enkelte vinduer. Men pga. detaljeniveauet, er det muligt nemt at genkende hvor I byen man er. Kortet er ikke kun piktogrammer, men det afspejler de reelle omgivelser i byen. Men når man ser på kortet, opdager man hurtigt, at de mange detaljer ikke nødvendigvis flytter fokus fra det man finder essentielt, f.eks. hvordan vejene er forbundet. Fortovene, markiserne, træerne, telefonboksene og vinduerne bliver blot til ’grå masse’ for vores syn, når det ikke er disse detaljer vi ser på. Men ønsker vi at vide hvor vi kan finde en telefonboks, eller hvor mange etager der er i Trump Tower, så ligger disse informationer faktisk også i kortets detaljerigdom.

Man kan med andre ord sige, at micro/macro-design er designet til, at netop de detaljer modtageren eller brugeren finder nødvendige er tilgængelige i kortet, men at det er nemt at filtrere de data væk, som man ikke har brug for. På et mikroplan kan man være interesseret i at se hvor der ligger en brandhane, og på et makroplan ønsker man et overblik over storbyen.
Desværre er der mange der ikke forstår dette, og derfor har vi i mine øjne i dag en lang række designs, der enten er enkle og koncentrerede eller detaljerede og uoverskuelige. AmazType er en søgemaskine, der kan finde bøger fra Amazon – en slags mashup, der blander sit søgeord, med de resultater den finder og bruger forsidebillederne fra søgeresultaterne som atomer i de bogstaver der udgør ens søgeord. Som med Chris Harrison står man dog tilbage med en fornemmelse af ”hvor virker det komplekst” – men ikke: ”Det havde jeg aldrig tænkt over” eller ”nu er jeg blevet klogere”.

Jonathan Harris og Sep Kamvar bevæger sig dog i den rigtige retning med deres projekt ’We feel fine’. Du kan høre mere om projektet her eller for syn for sagen.

Et andet godt eksempel, som blander popularitet, omsætning, spilletid for filmtitler er dette fantastiske ”interaktive” filmgraf. Her kan man både få et overblik over branchens udvikling, og finde data om de enkelte film.