Kaos som virkemiddel

Det virker måske lidt køligt at se på en mindeplads som et stykke designet visuel kommunikation. Men det er et stykket designet visuel kommunikation. Og det er effektivt. Jeg stod selv foran muren i år 2000, og selvom jeg ikke er amerikaner og ikke har noget personligt forhold til Vietnam-krigen, er det en meget uhyggelig og fascinerende oplevelse at stå foran væggen.

Da Maya Ying Linn designede Vietnam Memorial i Washington, ønskede hun at vise navne i kronologisk rækkefølge, for at lade muren vise det historiske forløb fortalt i tabte menneskeliv.

Da muren skulle bygges blev hendes design dog mødt af stor modstand: Hvordan skulle man kunne finde sit afdøde familiemedlem, hvis de 58.191 navne ikke engang stod i alfabetisk rækkefølge. Det var først, da man så på listen over alle de omkomne amerikanere, at man vendte tilbage til Linns design. Man opdagede, at det ville ligne en telefonbog. Hele det kaotiske og uoverskuelige ville forsvinde, og blive til et kold, nøgternt indeks.

(Det faktum, at der var utrolig mange personer med det samme navn blandt 58.191 navne, gjorde det alligevel umuligt at identificere de enkelte personer bag navnene. F.eks. må ‘Robert Lee Smith’ dele sin opmærksomhed med fire navnebrødre. Jeg fandt et udsnit af oversigten i Edward R. Tuftes ‘Envisioning Information‘)

Ved at vise navnene kronologisk fortæller muren en historie. Men den bliver også mere uoverskuelig. Navnene bliver ikke relateret til hinanden forhold til deres begyndelsesbogstav, og det betyder, at man ikke ser på navnene på samme måde som vi læser en telefonbog eller et indeks. Navnene får en anden værdi.