Web 2.0-forskrækkelse

I min søgen efter interessant litteratur om Web 2.0 er jeg stødt på noget interessant. Jeg har nævnt det i en kommentar i et tidligere indlæg, men ikke navngivet det: Web 2.0-forskrækkelse.

Efter adskillige begejstrede udgivelser, på tryk og på nettet, med fortalere for sociale medier og world wide web som verdenens vidensplatform, kollektiv intelligens og den lyse fremtid, er der begyndt at dukke kritiske røster op. Stemmer, der er bevidste om en forandring, men som også ser farer ved Web 2.0.

Det startede, da jeg så Andrew Keen tale i DR2’s program Den 11. Time om ’the Amateur Hour’. The Amateur Hour dækker over tendensen til, at vores medier, navnlig de elektroniske, i stadig højere grad forfattes af amatører. Et eksempel er web-blogs’ stigende vigtighed i medieverdenen – blogs, der ikke nødvendigvis er skrevet af hverken professionelle skrivere eller professionelle fagfolk. Et andet eksempel er, at der i langt mindre grad er ansat eksperter på aviserne eller medierne. Keen beskriver en bevægelse mod et mediesamfund, hvor journalistens eneste formål er at formidle og ikke at efterforske, vide eller analysere. Andrew Keens eget billede på situationen er, at hvis man kom fra det ydre rum og på kort tid skulle lære en masse om menneske-racen, ville man starte med at finde det mest populære medie, internettet, finde et populært website, f.eks. Youtube, og finde noget af det mest populære indhold, f.eks. en hund, der prutter. Er det sådan, vi mennesker ønsker at præsentere os selv?

Er ambitions- og toleranceniveauet simpelthen blevet for lavt?

Et eksempel, som jeg ikke har fra Keen, men som ikke desto mindre er relevant at diskutere, er Citizen Journalism. Altså dette, at borgere, der ikke er uddannede journalister, og som ikke nødvendigvis er eksperter, skriver nyheder på nettet om det, de ved noget om. Personligt er jeg af den holdning, at vores journalistiske uddannelser i Danmark er af høj kvalitet. Og jeg så helst ikke, at disse uddannelser blev lukket, og at alle enhver kunne administrere aviserne (det kan de for så vidt i dag, da enhver kan kalde sig journalist, men det er vist svært at blive optaget i DJF). Med Citizen Journalism åbnes der dog for, at dem der skriver om noget, rent faktisk interesserer sig for det, de skriver om (jf. John C. Merrills Existential Journalism). Samtidig giver Citizen Journalism mulighed for at danne en hær af engagerede journalister med hver deres unikke udgangspunkt (frem for et mediekonglomerat).

Jeg er begyndt at læse Clay Shirkys bog Here Comes Everybody, om hvordan organiseringer af mennesker ændres markant, når vi kan kommunikere uden grænser. En rigtig interessant bog at læse, og særligt efter man har læst den noget jubeloptimistiske The Wisdom Of Crowds (Surowiecki). Shirky er nemlig opmærksom på udviklingen fra den ene tilstand til den næste. Han nævner et meget interessant eksempel, som formentlig ville få Surowiecki til at klappe i hænderne, som et godt eksempel på Coordination. Eksemplet er fra evanwashere.com og handler om, hvordan en ’stjålet’ mobiltelefon resulterede i en hjemmeside, der fik millioner af besøgende og i sidste ende betød, at New Yorks politiafdeling blev nødsaget til at opprioritere sagen. Sagen ender lykkeligt med, at telefonen bliver returneret til den rigtige ejer. Det var aldrig sket uden den enorme tilslutning af hjælpere og sympatisører, der kommenterede og aktivt deltog i projektet på hjemmesiden. Og mens Surowiecki klapper færdig, og vi konstatere at historien er en succes i den forstand, at den rigtige ejer fik sin mobiltelefon tilbage, er det også en tragedie, fordi politiet gennem medierne blev presset til at nedprioritere måske vigtigere opgaver. Politiets prioritering af ’Mord er vigtigere end stjålne telefoner’ blev vendt på hovedet på grund af et hype.

I den græske myte laver Ikaros et sæt vinger af fjer og sætter dem fast med voks. Men da han letter fra jorden og nærmer sig solen, smelter voksen, vingerne falder af, og Ikaros styrter mod jorden. Myten er blevet et billede på ærefrygten for teknologisk fremskridt. Hver gang vi tager et skridt fremad, er der noget der går tabt. Nogle gange er det ligegyldigheder; andre gange står der Tjernobyl på plakaten. Denne frygt har ofte vist sig at være spildt.

Clay Shirky nævner i Here Comes Everybody, hvordan opfindelsen af trykken betød, at de tidligere skrivere, munke, der nøjsomt skrev bogstav efter bogstav af, og på den måde skabte bøger, med et slag blev mistede deres erhverv. På samme måde mener han, at der kan være en fare for, at journalister og andre mediefolk står overfor udryddelse. Da skriverne mistede deres job, gik det ud over en lang række mennesker, som på et kort øjeblik gik fra at være bebyrdede til ikke at have noget at lave. Samtidig betød opfindelsen af trykken, at den kunst, som de dygtige munke havde forfinet, de smukke farverige sider og det unikke typografiske udtryk, gik tabt. På den anden side blev der opfundet en måde at udbrede viden, som har skabt grundlag for hele verdens evne til at bygge videre på hverandres viden – en grundsten i den akademiske verden.

Men hvad vil konsekvenserne af det bruger-styrede web være? Vil det være på
bekostning af den uddannede, professionelle medieverden? Vil amatørerne tage
magten?

Og omvendt – vi har set, hvad trykkerkunsten gjorde for verden. Måske vil internettet og den øgede mulighed for ultra-billig publicering betyde, at den tredje verden kan opnå samme grad af lærdhed som den vestlige verden. Måske kan vi få bugt med sult, sygdom og manglende drikkevand, når alle får mulighed for at bidrage til den kollektive intelligens?