Pas på kabelreligion når du køber HIFI!
HIFI-kabler er dyre. Det skal de være. Ellers er de ikke gode. Et kabel skal helst koster i omegnen af 800 kr. pr meter for at yde en udholdelig kvalitet. Det er i hvert fald en holdning man møder, når man skal ud og købe et HIFI-anlæg. Højtalerkablerne koster mange penge. Signalkablerne er dyre. Det er ligefør at sælgerne også vil have man skal investere i dyre strømkabler.
Jeg har prøvet forskellige højtalerkabler i den billigere ende på mit eget anlæg, og jeg må tilstå at der faktisk kan være en forskel i lyden. Det er dog nemmest at høre forskellen hvis man har to højtalere tilsluttet samtidigt med hver sit kabel, og man så skifter på at høre på den ene og den anden.
Men et sted hvor jeg virkelig bliver provokeret, er når sælgere påstår, at det er vigtigt at man køber dyre kabler til digital overførsel. Påstanden er, at der er mange data der skal gennem kablet, og at der sker et tab, hvis ikke kablet og særligt stikkene er i god kvalitet. Helst guldbelagte. (Nej, jeg mener det skam! De er belagte med guld!). Men sandheden er, at der er tale om et digitalt signal, og jo der kan godt ske tab i kvalitet, men hvis der er udfald, så er det meget markante udfald, som f.eks. mærkelige artefakter på skærmen eller grøn sne. Der er ikke tale om, at billedet får bedre kontrastforhold, flottere farver eller mere dynamisk lyd med et bedre HDMI-kabel.
De tilfælde, hvor det kan betale sig at købe et dyrt HDMI-kabel, er når du skal bruge lange kabler (f.eks. 10 meter) og skal overfører virkelig store mængder data gennem dit kabel, som man f.eks. skal når man får vist billeder i FULL HD (1080p) fra en Blu-Ray-afspiller. Her kan det godt være svært for signalet at overleve hele vejen, og du vil måske opleve grøn sne eller mærkelige figurer på skærmen.
Herudover er der teknisk set ingen forskel på det signal der komme gennem et 2 meters kabel til 70,- og et til 700,-. Og bare for at gøre hele diskussionen endnu mere bizar: I HIFI-Klubben kan man få et almindeligt netværkskabel på 1,5 meter for intet mindre end 3.799,-. Jeg købte for et års tid siden 10 meter netværkskabel for omkring 100,-.
De skriver selv om mirakelproduktet:
Du behøver i princippet kun et almindeligt computer-netværkskabel for at bruge DenonLink, men ligesom ved andre kabeltyper er der ekstra lydkvalitet at hente, hvis du vælger et kvalitetsprodukt, der er optimeret til formålet.
Jeg håber at der er en virkelig stærk psykologisk effekt, for de mennesker der bruger så mange penge på sådan et kabel…
Jeg ved at jeg med dette indlæg bevæger mig ind på et religiøst emne, og at der er mange HIFI-entusiaster der føler at de har fået noget for pengene når de har købt et kabel til mange hundrede (eller tusinde) kroner. Eller man har handlet efter devisen ‘det er dumt at spare penge på kablet, når nu man har købt så stort et anlæg’. Når man har købt et anlæg til titusindvis af kroner, virker et kabel til 500,- som en lille udgift.
Men sandheden er, at forhandlerne skal tjene deres penge et sted. I den analoge verden var det nemt at overbevise forbrugerne om, at et godt kabel gave bedre lyd (hvilket mange vil mene, der reelt er), men nu mister de en forholdsvis stor indtjeningskilde. På Harald Nyborgs hjemmeside kan man få et 2meter HDMI-kabel for 49,-. Det billigste man kan købe i Fona koster 249,-. Og kvaliteten er – i begge kabler – perfekt.
Tag et kig på denne video, der undersøger forholdene med de digitale kabler.
Du kan også læse mere om den heftige diskussion på recordere.dk.

Følg mig på Twitter
Tak, min ven, for det gode indlæg! Jeg har selv længe funderet over præcis dette emne og var selv kommet til en lignenede konklusion. Det er dog godt at få lidt vægt bag, og jeg har med sikkerhed ikke tænkt mig at bruge mere end et par hundrede for kabler.
Måske du sku arbejde for en eller anden forbruger-organisation?:o)
Jeg har været i et par enkelte hifi-forretninger, og spørge hvad de mener, og jeg har faktisk ikke fundet en eneste forhandler, der tør sige, at det digitale signal ikke bliver bedre med et bedre kabel. Jeg har endda hørt en forhandler sige, at det var endnu vigtigere med et godt HDMI-kabel end andre digitale kabler, da det gav mere dybde og flottere billeder.
Jeg gad godt se hans reaktion på den video jeg refererer til i teksten.
Hvis der er nogen, der kan finde en hifi-forhandler i København, der tør sige, at på korte afstande er et HDMI-kabel et HDMI-kabel (hvis vi altså ikke taler om kabler, hvor stikkene falder af eller kablet decideret er mangelfuldt), så vil jeg meget gerne høre om det. Jeg synes det er afgørende om man kan stole på sine forhandler – og hvis jeg kan stole på min forhandler, er jeg mere villig til at betale lidt ekstra for et kabel, til trods for at jeg kan købe noget tilsvarende til det halve hos Harald Nyborg.