Avanceret fritlægning i Photoshop #6: Maskér og kombiner
Det er juleaften, og her kommer din første gave: sidste tip i rækken om avancerede metoder til fritlægning i Photoshop. Hvis du først er hoppet på her, kan du starte med at læse det forrige indlæg om Color Range. Eller måske vil du være med fra starten?
Tip #6: Brug masker til at kombinere metoderne
Når du bruger masker, har du rig mulighed for at bruge forskellige metoder til forskellige dele af dine fritlægninger. Brug f.eks. Channels til håret, Paths til kroppen og Color Range til de brilleglassene. Husk at du altid kan vende tilbage og redigere din maske og dermed din fritlægning.
Husk at du kan CTRL- / CMD-klikke på lag, channels og paths for at hente en markering. Har du eksempelvis lavet en channel hvorfra du gerne vil hente markeringen til noget hår, kan du CTRL- / CMD-klikke på din channel, vende tilbage til dine layers, klikke på din eksisterende maske, og så med en hvid pensel male håret ind på den før sorte maske.
Prøv også at lege med gennemsigtigheden i maskerne. Mal med en lysegrå pensel eller lav en gradient og se hvilke effekter du får ud af dette.
Såfremt du har lyst til at se på flere værktøj til at lave fritlægninger med, synes jeg du skal eksperimentere lidt med værktøjerne Quick Selection Tool (ligger sammen med det mindre brugbare Magic Wand-værktøj). Quick Selection Tool benytter sig af en blanding af farve-analyse og at finde kanter i billedet. Det er vigtigt man bruger en lille brush, hvis man gerne vil have de små detaljer med. Start med markere en smule af dit objekt – du behøver ikke at være så nøjagtig i starten. Hold derefter ALT nede, mens du klikker og trækker lidt på baggrunden. På den måde lærer du værktøjet hvordan baggrunden ser ud, og hvad der derfor ikke skal markeres som en del af dit objekt. Fortsæt derefter med at markere dit objekt, og husk at du kan fjerne fra markeringen igen, ved at holde ALT-knappen nede mens du trykker.
I samme type af automatiske markeringsværktøj finder du Magnetic Lasso Tool, som du finder ved siden af de to andre Lasso-værktøj. Disse to værktøj er dog bedst til meget enkle fritskrabninger.
Dette var det sidste tip i min serie om avanceret fritlægning i Photoshop. Jeg håber du har fået noget ud af at læse det.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer, idéer, ris, ros eller kender andre gode photoshopmetoder håber jeg ikke du vil være bleg for at smide en kommentar – kort som lang.
Følg mig på Twitter
Skriv din kommentar