Grøn arkitektur på Louisiana skuffer – æstetikken vandt over formidlingen

Forleden var jeg en tur på museet Louisiana i Humlebæk. Jeg kan lige så godt indrømme det fra start: Det er et af mine absolut favoritmuseer i Danmark. De har en fantastisk beliggenhed med smukke udsigter og en dejlig have. De har en spændende arkitektur, de er gode til at vælge udstillinger og de har en uovertruffen fast samling. Hvis nogen skulle være i tvivl: jeg kan godt lide det.

Deres nyeste udstilling var også lige noget for mig: Fremtidens arkitektur er grøn! Det er egentlig ikke fordi arkitektur er det der interesserer mig allermest, men der er i mine øjne to interessante elementer ved arkitektur-udstillinger.

For det første er der museums-tekniske. Jeg synes det er fascinerende at forsøge at vise noget så upraktisk som bygninger på noget så traditionelt som et museum. Det er i hvert fald svært at hænge en bygning på væggen på samme måde som et maleri.

For det andet er jeg pjattet med infographics (kan vi kalde det infografik på dansk?) – altså det at visualisere viden, og kommunikere det i en enkel og æstetisk form, der synliggør en kompleks eller abstrakt idé. Og denne udstilling var fuld med grafer, tal, figurer og modeller.

Men både på det ene og det andet punkt skuffer “Fremtidens arkitektur er grøn!”.

De formår ganske enkelt ikke at vise arkitekturen, så man forstår den som arkitektur. Det forbliver fotografier, små skærme med videoklip og miniaturemodeller af plastik og træ. Formidlingen af form, atmosfære og leverum gik næsten totalt tabt på mig – pånær et enkelt hvidt, minimalistisk indrettet værelse, hvor de faktisk havde gjort sig den umage at fokusere på det rumlige. Og det er ikke fordi Louisiana formår den arkitektoniske indsigt eller evnen til at formidle den (de gjorde det med deres Utzon-udstilling, som var meget dygtigt udført).

Hvad angår det infografiske blev jeg pirret. Louisiana vælger i deres formidling at fokusere på det æstetiske i informationerne. Flotte grafer bliver til det tapet man bevæger sig rundt i mens figurer og modeller bliver en slags stemninger, der adskiller det ene emne fra det andet. Det er et flot tapet. Men det er ikke nemt at forstå hvad de handler om. Det er ikke nemt at gå på opdagelse i data, fordi der ikke er lagt vægt på at graferne skal afkodes. Og teksterne hjælper desværre ikke stort – de levere blot kolde fakta, som man muligvis ville kunne aflæse af graferne, hvis blot der var fokuseret lidt mere på formidlingen af dem. Ikoner, farver og data udgør en grafisk ramme om udstillingen, men de virker i sidste ende som en stilistisk øvelse mere end en mulighed for at præsentere informationerne på en letlæselig måde.

Et enkelt rum har dog et enormt potentiale. Fyldt med forskellige statistike data, spadsere man rundt i et hvidt, blåt og rødt lokale hvor man selv kan gå på opdagelse i data (se det første billede i dette indlæg). Pludselig ser man at 80% af alle europæere vil bo i byer i 2030, og vender man sig om, ser man hvor mange dyreracer der uddøde i år. Desværre er der ingen interaktion – heller ikke på den lille computerskærm hvor under der med store blå bogstaver står ‘Interact!’.

Hvad skulle de da hellere have gjort?

De skulle have bygget arkitekturen. I haven står der tre små eksempler på fremtidens grønne arkitektur. Disse tre eksempler virker langt stærkere end de adskillige rum og ‘laboratorier’ der findes indendørs. Jeg havde fået en langt rigere oplevelse af at sidde i en miljørigtig stol, end at se den på en video, at se en solcelle der er sluttet til en pære, end at se en model af en flok solceller på et tag og jeg var blevet lang mere fanget, hvis jeg kunne stå i et miljørigtigt hus og mærke hvilke konsekvenser det ville få for min dagligdag – og måske for min fremtid.

De skulle have holdt fast i tanken om de store infografikker, men nedtonet de mange modeller, fotografier, tekster og videoer. De skulle have fokuseret på formidlingen i visualiseringer frem for æstetikken i grafer. Jeg havde haft glæde af mere show og mindre tell.

I sidste ende blev udstillingen en mellemting mellem en videofilm, en artikel og en planche. Nogen rigtig museumstur blev det ikke. Og meget klogere blev jeg heller ikke. Som min kæreste både intelligent og skarpt formulerede det på vejen ud af museet: Jeg ville hellere have set en dokumentar, der viste mig det samme indhold. Her ramte hun noget essentielt. Der er i virkeligheden svært at vise arkitektur på et museum (til trods for det er lykkedes tidligere). Og vælger man alligevel at bruge museet til at vise arktitekturen mener jeg, man enten bør fokusere på den æstetiske oplevelse af arkitekturen selv eller formidlingen af idéerne bag. Louisiana har i mine øjne valgt at fokusere på det æstetiske i formidlingen af ideerne.

Hvad der formentlig grundede i store ambitioner ender med at virke tamt og krukket.

PS: Jeg synes ikke du skal snyde dig selv for en tur til Louisiana og se deres udstilling af deres nyerhvervelser. Der er afgjort nogle guldkorn imellem – og man kan jo altid slutte af med at se de arkitektoniske eksempler i haven og drikke en kop kaffe med en af de flotteste udsigter i Danmark. God tur.