5 grunde til at bruge din iPhone som kamera
Er iPhone-kameraet et godt kamera?
Ja. Det er det.
Teknisk set er det et temmelig elendigt kamera. Det har dårlig opløsning, det er ikke særlig lysfølsomt og optikken stinker. Men du har det altid med dig. Og det er faktisk helt lige meget om det er kameraet i din iPhone, din Nokia-telefon eller et andet lommekamera du altid har med dig.
Jeg har i de sidste 14 dage prøvet at tage flere billeder med min iPhone. Målet har været, at jeg hver dag skulle have et billede der var interessant nok til at jeg ville poste det på min Twitter-profil. Der har været dage hvor det er smuttet, men der har været andre dage hvor jeg har postet flere billeder. Jeg er allerede blevet nogle erfaringer rigere, og jeg præsenterer her 5 grunde til, at du skal tage dit kamera op af lommen lidt oftere.
1. Du åbner øjnene. Hvis du ikke længere anerkender dine dårlige undskyldninger med “det ville være et fedt billede, men jeg har jo ikke mit kamera med mig” – og hvis du tvinger dig til at stoppe op og tage dig tid til at knipse, så begynder du stille og roligt at åbne øjnene. Du begynder at finde flere motiver og du bliver måske inspireret til nogle billeder du skal tage en anden gang.
2. Fokuser mindre på teknik. Forskellen på et dyrt og et billigt kamera er 10% bedre billeder og 90% mere komfort. De begrænsede muligheder i et low-tech-kamera tvinger dig til at tænke mere over hvad du fotografere, og mindre på hvordan du fotografere. Back to basics.
3. Øvelse i komposition. Du bliver nødt til at tænke mere på komposition. Jeg har bruge de sidste 14 dage på at tænke mere i komposition end i indhold. Giver det bedre billeder? Måske ikke i første omgang – men det er en øvelse i at finde det interessante i ellers uinteressante elementer. Og de erfaringer du gør dig i at tænke mere grafisk og kompositorisk kan du tage med dig, når det virkelig gælder.
4. Leg med effekter. Der findes mange iPhone Apps der er virkelig enkle, og som lader dig lege med forskellige effekter. Det er selvfølgelig mest sjov og ballade, men det kan godt give dig nogle idéer til hvilken form for post produktion der vil virke godt til hvilken slags billeder. Og det betaler sig næste gang du importerer dine billeder til dit konverteringsprogram.
5. Tag flere billeder. Tænk på alle de gange, hvor du har tænkt på at tage et billede, men ikke har gjort det, fordi du ikke har haft dit kamera med dig. Hvor mange billeder er du gået glip af? Den bedste måde at blive en bedre fotograf, er ved at tage mange billeder. Så lad ikke chance forbigå dig i fremtiden.
Du kan følge mine billeder på Twitpic. Desuden kan du følge mine seneste billeder ude i højremenuen. Det er ikke fantastiske billeder. Og mange af dem ret uinteressante motiver. Men iblandt dem synes jeg faktisk der er nogle interessante skud.

Følg mig på Twitter
Hej Mads-Peter
Jeg har haft samme tanker som dig, og har tidligere i januar købt et ekstra (lille) kamera til at have i tasken.
Jeg har besluttet mig for at tage din udfordring til mig og gøre den min egen – som man siger: Et billede om dagen holder lægen væk. Jeg vil smide mine billeder på flickr: http://www.flickr.com/photos/42766328@N06/sets/72157623234835273/
jakob
Fedt – jeg glæder mig til at følge dine billeder.
hej igen
Så er jeg kommet på plads med en fotoblog – se http://www.jakobbo.dk
tjulahop
jakob