Er online backup for fotografer?

Jeg arbejder på Forbrugerstyrelsen, hvor jeg arbejder som web- og udviklingskoordinator. På forbrug.dk har vi i dag lanceret en test af online backup – og jeg har i den sammenhæng kigget lidt i testrapporten. For hvis der er en ting, jeg som fotograf kan skide grønne grise over, så er det tanken om at miste alle mine billeder.

Er der forskel?
En af de ting, jeg er blevet mest overrasket over, er, at der er ret stor forskel på de forskellige løsninger. Både hvad angår priser, brugervenlighed og sikkerhed. Pris og brugervenlighed er forholdsvist gennemskueligt, men ca. halvdelen af de danske udbydere angiver slet ikke krypteringsniveauet – og det er ikke alle, der gemmer dine data på mindst to forskellige geografiske placeringer.

De fleste fotografer bruger Mac (har jeg læst på nettet http://www.petapixel.com/2010/03/17/mac-dominates-in-the-photography-ring/) og det er derfor også relevant, at 20% af de danske udbydere kun fungerer med Windows, og så er du ladt i stikken, hvis du har et æble på din computer.

Flere af udbyderne tilbyder en prøveversion, så man kan vurdere om servicen dækker ens behov.

Forbrugerstyrelsens test af online backup på forbrug.dk

Priser
Generelt er de udenlandske udbydere billigst. Man skal dog være opmærksom på, at man ikke er dækket af dansk lovgivning, hvis man f.eks. mister sine data og skal søge erstatningskrav.

Online storage eller Online Backup
Det er en god idé at skelne mellem Online storage og Online Backup. Online storage handler om, at du får en slags virtuel harddisk, som du har adgang til, hvis du har internetadgang, hvor Online Backup er en decideret Backup-løsningen, hvorfra du kan gendanne filer.

I toppen af de testede findes blandt de danske Backupbank, Saveme og blandt de udenlandske ligger Idrive helt i top. Priserne varierer dog voldsomt. Hos Idrive.com kan du som privatperson få hele 150GB backup-plads for $49 årligt, hvor du hos danske Backupbank.dk skal af med knap 2.000 kr. årligt for samme mængde data. Saveme.dk tilbyder kun op til 10GB og det er til en pris på 1.320 kr. årligt.

Optimalt for fotografer?
Så er online backup løsningen for dig som fotograf? For mit vedkommende synes jeg, de danske udbydere er alt, alt for dyre. Idrive er værd at overveje – men det ville stadig være som supplement til MacOS’ egen backupfunktion. Jeg har næsten altid en lokal backup, og fra tid til anden kopierer jeg mine filer ud på en harddisk og placerer den hos en af mine venner. På den måde synes jeg, at jeg får det bedste fra begge verdener.

En af pointerne fra testen er også, at man skal overveje, hvor lang tid det tager at foretage backuppen. For er man fotograf, er det ikke ualmindeligt, at man komme hjem med et par gigabyte data fra hukommelseskortet i ny og næ – og med en uploadhastighed på f.eks. 1mbit vil det tage i omegnen af fire en halv time at tage backup af 2 GB raw-filer.

Jeg tror, jeg holder mig til mine harddiske i første omgang.

Testen er dog meget interessant. Du kan læse mange flere detaljer i testen på forbrug.dk.

Hvordan sikrer du dine billeder?
Er du lige så oldschool som mig, eller har du haft held med online backup-tjenester? Skriv en kommentar og del dine backuptips.


4 kommentarer

  1. Jeg bruger Picasa (3.6) som koster 5$ pr. 20GB årligt. Der understøttes de gængse RAW formater, med som du skriver er uploadtiden et problem.

    Sad jeg med en MAC ville jeg klart bruge en Time Capsule løsning, som on the fly tager backup af, alt eller udvalgte områder.

    Linky linky –> http://www.apple.com/timecapsule/

    Dog ville jeg hvis jeg var semiprof/ prof fotograf, se efter en løsning som var fuldt integreret med mit billede sofeware, fx. Ligthroom.

  2. Ja, uploadtiden kan godt blive en dræber for online backup når man har så mange GB. Omvendt kan det måske også hjælpe en med at få ryddet lidt op en gang imellem.

    Faktisk har jeg lavet en smart collection, som tager alle mine stjernemarkerede billeder, som jeg så kan eksporterer i fuld-kvalitets jpg’s og lægge i min dropbox. Det er jo også en slags online backup, selvom det er ret begrænset med pladsen, og det kræver at jeg husker at gøre det en gang i mellem.

  3. Jeg synes også det er en noget svær størrelse med backup. Personligt får jeg gjort det alt for langsomt da TimeMachine er forbandet langsomt.

    Dropbox er fantastisk, men netop ret begrænset

    Faktisk for mig ville den optimale løsning være et program der kunne gøre min backup til en ekstern noget hurtigere.

    Mvh Lars

  4. God oversigt de har fået lavet der. Jeg synes dog det er ærgerligt de ikke har den, af dem jeg har forsøgt mig med, klart bedste løsning ikke er blevet testet overhovedet.

    Inden du får forhåbningerne op Mads-Peter, så skal det dog siges at pt. har de ikke nogen Mac version af deres software, så du er ude (dvs. du kan bruge deres webportal til upload filer, men det er jo håbløst og mange af deres features får du ikke). Der er dog fuld ftp adgang, og det virker jo også på Mac, men man får ikke drevet og fordelene deraf – så som ren backup (indtil de får en mac klient), er den jo egentlig ideél

    MEN, altså, det gode ved løsningen er at du ikke skal skelne som du gør ovenfor, mellem online-backup og online-storage – for den gør begge dele automatisk.

    Ideen de har er at man på min computer på en L-drev og alt hvad man propper på det bliver automatisk synkroniseret (over en SSL forbindelse hvis man vil) og det er med automatisk versionskontrol. Dvs. du har både med lokalversion af filerne og en online udgave. Hvis du løber tør for plads (som er unlimited i øvrigt), så kan du vælge at nogle filer kun skal være i online så du kan spare plads lokalt.

    Lidt andre gode ting er at i deres webportal kan se thumbnails af billeder, af alle videoer man lægger op bliver lavet en flash version så man kan se dem online, man kan synkronisere de billeder man lægger op med flickr, facebook, smugmug. Der er integration med Zoho (til dokumentredigering online ala google docs), integration med online billedredigering (men det suctter røv, desværre – de bruger picknik og fotoflexer), man kan se pdfer mv med scribd integration.

    Det virker også på alle de computere man har (ala dropbox), så der er fuld synkronisering mellem alle husstandens computere (Windows only selvfølgelig).

    Jeg har tidligere brugt dropbox (genialt, men man kan kun få 50gb og jeg har ikke brug for linux/mac supporten) samt mozy.com, men ingen af servicesne matcher livedrive.com.

    Hele herligheden for sølle £90 (~750kr) om året

    Alternativet jeg har overvejet (stærkt(!) – men har brug for mere fritid for at bide over den kage) ville være at starte en turnkeylinux.org samba server i Amazon EC2 clouden (http://www.turnkeylinux.org/fileserver) og så mounte den. Unlimited storage for cheap! Men livedrive.com virker bare!

    Noget der ser RIGTIG frækt ud (som du bør overveje og teste for mig inden jeg går i krig med det) er at starte en wordpress turnekeylinux.org server (http://www.turnkeylinux.org/wordpress) i clouden og få instant digg.com proof’et din blog (det må være et spørgsmål om tid før det bliver relevant!!!)

    Nå, det blev jo så verdens længste blog kommentar/galde det her, men når alt er sagt og gjort, for lidt at vende tilbage til backupløsningerne, så har jeg OGSÅ en lokal 2TB, to disk backup løsning der kører RAID1 – man er vel paranoid for at miste data :P

Skriv din kommentar