Jeg har fået Photoshop CS5

Der gik knap nok 48 timer før jeg havde bestilt, til jeg stod med Adobe CS5 Design Premium opgraderingen i hånden. Installationen gik meget enkelt – den passer i høj grad sig selv. Design Premium CS5 består af Photoshop, InDesign, Flash, Illustrator, FireWorks, DreamWeaver og Acrobat samt en række “små” utilities (Bridge, Camera Raw, Flash Catalyst mv.). Alt i alt er det en imponerende pakke. Men faktisk har jeg ikke rigtig haft andre programmer åbne end Photoshop CS5 Extended siden jeg modtog software-pakken.

Mit umiddelbare indtryk er rigtig godt. I opgraderingen fra CS3 til CS4 var der lagt stor vægt på at rydde op i funktionerne og der var tænkt rigtig meget i workflow-optimering. Angående brugergrænsefladen er der sket mindre i overgangen fra CS4 til CS5 end fra CS3 til CS4, men der er ændringer. F.eks. er det blevet (endnu) mere enkelt at ændre størrelsen på sin pensel og man er begyndt at rydde lidt op i genvejstasterne – ikke noget voldsomt, men der er et par ændringer. F.eks. benyttes nu ctrl+tab til at skifte mellem dokumenter på både mac og pc (før var det vist cmd+< på mac).

Men hvor der virkelig er sket noget i forhold til CS4, er på paletten af features. Hele 3D-værktøjet er blevet meget mere anvendeligt (og kompliceret), vi har fået puppet warp, en HDR-feature der måler sig med de bedste plugins til ditto, refine edge er nu på speed og måske den fedeste af alle de nye features: content aware fill.

Derudover er der kommet en lang række små forbedringer, eksmpelvis til eye dropper tool, farvevælgeren, der er blevet nemmere at rotere sine billeder i forhold til horisonten, et bedre beskæringsværktøj og mange, mange flere små detaljer.

I den kommende tid vil jeg gennemgå mange af disse features, så I kan vurdere om I vil ofre den (måske alt for) høje pris programmet koster. Om opgraderingen virkelig er de mange tusinde kroner værd, eller om det mest er features der er sjove frem for anvendelige, synes jeg det er svært at sige endnu. Det kræver at jeg har arbejdet meget mere med det, før jeg kan udtale mig om det for alvor. Men en ting er sikkert: det ser spændende ud.

Jeg håber I vil kigge med når jeg viser de forskellige features over de næste dage.


1 kommentar

  1. Er total grøn, sidder bare med en nu oldnordisk version af cs4 og føler mig agterudsejlet.

    Glæder mig til at se om jeg virklig skal hæve ungernes børneopsparing og købe cs5.

Skriv din kommentar