Hipstmatic iPhone app
En af de mest hippe og funky kamera-iPhone apps for tiden må næsten være Hipstmatic. Jeg har endelig ofret de 12 kr. for det lille stykke legetøj – og må indrømme, at jeg faktisk synes det er ret sjovt.
I bund og grund er det bare en kamera applikation, som lader dig billeder, hvorefter Hipstmatic lægger en polaroid/lomo/cross process-effekt ind over billedet. Det mest innovative ved programmet er dog interfacet. For det første er det ikke som andre foto apps, hvor man tager et billede, og derefter kan lægge nogle filtre på eller tweake det – nej, før du tager billedet skal du tage stilling til hvilket objektiv (hvilken farvebehandling billedet skal have) og hvilken film (hvilken ramme billedet skal have) og evt. en flash (en stor lysfejl henover billedet) du vil bruge. Derefter tager du billedet, og så gemmes det. Du kan så tilkøbe yderligere objektiver, film og flashes.
Da jeg først læste om app’en tænkte jeg det samme som du formentlig tænker lige nu: sikke noget pjat. Og hvad har objektivet med farvefremkaldelsen at gøre? Og filmen med billedrammen? Men i virkeligheden er det bare sjovt at lege med. Og billederne får et virkelig cool look, som jeg synes er både originalt og gennemført. Det gør kedelige snapshots mere end en smule mere interessante – og som sagt: så er det bare skide sjovt.
Prisen (12 kr.) er alt for høj i forhold til funktion – men jeg vil nu alligevel anbefale dig at tjekke det ud, hvis du er glad for at tage billeder med din iPhone. Sammen med programmet får du 3 objektiver, 2 flashes og 3 forskellige film (hvoraf den ene blot er plain).
Du kan hente Hipstmatic i iTunes Store.
Her er et par eksempler på billeder jeg har taget med Hipstmatic de seneste par dage.





Følg mig på Twitter
Skriv din kommentar