Backup af Lightroom billeder og presets

I forbindelse med en reninstallation af min mac (ja, det var nemmere end en hovedrengøring) har jeg måtte tage backup af Lightroom. Det gik overraskende smertefrit.

Når du tager backup af Lightroom er der mindst to ting du skal huske at lave backup af.

1. Alle dine billeder (altså den/de mapper hvor du gemmer alle billeder). Personligt gemmer jeg alle billeder i en mappe, som så er inddelt i adskillige undermapper, som igen er inddelt i undermapper. Ved at have det hele liggende i samme mappe, ved jeg hvad jeg hvad jeg skal tage backup af. På en windows-maskine er det oplagt at vælge Dokumenter/Billeder og på en Mac er det oplagt at vælge home/billeder.

2. Dine kataloger. Måske har du gemt dem i samme mappe som dine billeder – og så behøver du ikke gøre så meget mere. Jeg valgte at lave en backup på et eksternt drev. For at lave en backup her og nu, kan du under Catalog Settings (på Mac ligger den under Lightroom > Catalog Settings) vælge, at der skal foretages en backup, næste gang du lukker Lightroom. Det skal du så gøre for hvert katalog du har. Mange mennesker har blot et katalog – så er det hurtigt overstået.

3. Var der ikke kun to ting man skulle? Jo. Men gør man dette sidste trin, får du også dine presets og settings med. Jeg ved kun, at dette virker på Mac – så hold mig ikke op på det, hvis det ikke spiller på PC. Under home/Biblitoek/Application Support/Adobe ligger der en folder der hedder Lightroom. Denne indeholder alle dine presets, dine web templates, print templates osv. Hvis du gemmer hele denne mappe får du også dem med.

Da jeg havde slettet indholdet på min Mac og geninstalleret Snow Leopard og Lightroom var det eneste jeg gjorde, at kopiere alle billederne tilbage til deres oprindelige placering og erstatte Lightroom-mappen i home/Biblitoek/Application Support/Adobe. Derefter kopierede jeg katalogerne derhen hvor de skulle ligge, og så dobbeltklikkede jeg blot på det ene – så åbnede Lightroom med alle de gamle presets, billeder osv. Jeg kunne så lukke Lightroom og åbne det andet katalog for at tjekke at det også var gået godt. Og det var det heldigvis.

Det var sgu’ ret enkelt og fungerede i første hug uden nogen mærkelig fejl.


Skriv din kommentar