Photoshop Phredags Phidus #87: Lettere fotografier

Her i januar er det ikke kun mig der skal på slankekur. Når man sidder i Photoshop med et fotografi der skal bruges i et webdesign, er det rart at arbejde med smart objects i store størrelser, sådan at man senere kan nedskalere billedet – og senere opskalere det igen – uden at miste kvalitet. Men de store billeder sluger rigtig meget hukommelse.

Jeg har netop siddet med et webdesign hvor der indgik 10 fotografier, som jeg havde direkte fra Lightroom. Men at sidde med en komposition med 10 fotografier i højeste opløsning og bit-dybde bliver en rigtig tung affære. Derfor har jeg gjort det til vane, når jeg arbejder med web og fotografier, at når jeg åbner fotografiet fra Lightroom eller Camera Raw, starter jeg altid med at nedskalere fotografiet til det størst tænkelige jeg kan forestille mig at jeg vil bruge. F.eks. 1280×1024. Dernæst klikker jeg Image > Mode > 8Bits/channel – hvor den ellers står på 16. Først derefter kopierer jeg billederne ind i min komposition og laver dem til smart objects.

Sagen er nemlig, at jeg ikke har brug for alle de informationer i billedet – såfremt der er tale om færdige fotos. Photoshop vil køre meget hurtigere. Men husk, at det er op til dig at vurdere, om det også er muligt for dig at nedskalere dine billeder, og i så fald hvor meget.

Så gør dig selv og din computer en tjeneste, og send dine fotografier på slankekur, når du arbejder i Photoshop.


Skriv din kommentar