Fotografiet og tidens tand

Selvfølgeligt og alligevel svært at forstå fastfryser fotografiet tiden. Det der reelt ændrer sig, når vi ser på et gammelt fotografi (til trods for falmede farver og kontrast) er de øjne der betragter billedet. Netop derfor er det ofte sjovt at se billeder af vores forældre da de var unge eller fotografier af os selv, fra en gang hvor vi ikke vidste, hvad vi ved i dag.

Derfor er det oftest også interessant at se på gamle fotos man kan relatere sig til: hvis man kender folk eller steder på billedet. I dag ser man dog flere eksempler på folk, der forsøger at fotografere tiden. At vise at verden, os selv og vores øjne er foranderlige.

Et eksempel på dette er dette sort-hvide projekt, Back from the future, hvor man forsøger at gentage portrætter – samme mennesker, samme opstilling, samme lys – men et liv senere. Det interessante er her, at vi ikke kender dem på billedet. Det der interesserer os, er ikke hvordan personen relaterer sig til os selv, men hvordan deres historie former portrættet. For selvom man kan genkende de portrætterede i fortid og nutid, er der tydeligvis sket noget de mange år i mellem.

[VIA: Petapixel (hvor billedet også er fra)]


Skriv din kommentar