Det er ikke nok at kunne skabe

I går så jeg filmen “Howl” om Allen Ginsbergs bog af samme navn. I filmen siger Ginsberg (spillet af James Franco) at der ofte gik flere år, før han kunne vurdere om et digt virkelig var godt. Om det evt. havde en god idé, han kunne skrive videre på eller måske var det et færdig perfekt digt.

Det interessante er, at han ikke blot sætter sig ned, skaber et digt, og udgiver det. Processen er meget længere.

På lidt samme måde fortæller Jørgen Leth også om sin notesbog på CD’en Vi Sidder Bare Her. Han skriver alle sine ideer ned. Og nogle gange kan han så ‘løfte et digt direkte ud af den’. Men meget af det, der bliver skabt på siderne, kommer aldrig videre.

Jeg oplever det samme med fotografering. Jeg tager hundredevis af billeder, som jeg aldrig rør efter jeg har taget dem. Nogle gange vender jeg tilbage til et shoot flere måneder efter jeg har taget billederne og reevaluere fotografierne, måske afprøver jeg nye efterbehandlinger. Og nogle gange finder jeg guld. Men mange af billederne er udemærkede idéer, som bare ikke er færdige nok.

Jeg tror man kan lægge det samme skema ned over de fleste ambitiøse kunstnere/kreative mennesker. Det handler ikke bare om at skabe og afslutte. Det er også en udvælgelsesproces.

På baggrund af dette må mit bedste bud på en opskrift på at tage virkelig gode billeder være, at ambitionsniveauet formentlig er proportionalt med mængden af billeder du ikke arbejder videre med.

Så du må hellere tage rigtig mange billeder, hvis du vil blive god.


2 kommentarer

  1. Da jeg for halvandet år siden fik et kamera med spejl sagde min søster til mig: “Husk, det er kun hvert 124 billede at du kan regne med at få noget der kan bruges” … statistikken holder måske ikke helt, men det er en god kommentar at have i baghovedet når man kigger billeder igennem og vælger hvilke der skal bruges til noget

  2. Tænker tit i 5X5 mode -se gennem søgeren i 5s og beslut om alt er som det skal være, inden der trykkes på udløseren. Herefter komponeres billedet fra 4 andre vinkler, med hver 5s tænketid. I alt 5X5

    Vh Henrik

Skriv din kommentar