Mashed Potatoes

På rigtig mange af de værktøjer der vises i Photoshops menuer og paneler, har du mulighed for at ‘scrubbe’ i stedet for at indtaste en værdi. Det betyder i praksis, at du kan klikke og trække på selve forklaringsteksten. F.eks. kan man øge værdien ved at trække mod højre.

Måske bruger du allerede princippet, når du ændre størrelsen på din brush, men du kan bruge den mange andre steder. Nedenfor kan du se, hvor du kan scrubby sliders i forbindelse med Free Transform.

Som portrætfotograf er der næsten ikke noget, der kan gøre mig mere ydmyg, end at kigge på Arnold Newmans portrætter. Mange af dem er fine og gode, som så mange andre fine portrætter. Men enkelte er så ikoniske og fantastisk velfungerende uden at være klichéer, at man næsten ikke forstår det. Portrættet af Mondrian, der imiterer et af kunsterens egne værker, den fantastiske komposition i fotografiet af Stravinsky eller det måske ikke så enkle endda portræt af Picasso. Det er fandeme stærkt.

Jeg tror en af de ting, der gør Arnold Newman til noget særligt, er at han ikke tager folks portræt. Han tager et billede af et menneske. Det skal forstås således, at hans mål ikke er at tage et ‘pænt’ billede eller tage et billede som den portrætterede gerne vil have det. I stedet forsøger han at fotografere personen, som han oplever dem. Derfor ser mange af hans portrætter ikke flatterende ud. Men ikke desto mindre er de meget karakterfulde.

Som person er jeg ikke sikker på, at Newman er særligt charmerende. Jeg har vist tidligere vist den på bloggen, men hvis ikke du har set den, kan jeg anbefale dokumentaren om Newman nedenfor.

Hvis du tager et foto, og åbner det i Photoshop, vil du formentlig nemt kunne se, at en justering påvirker resultatet af en tidligere justering. Hvis jeg i Photoshop først bruger Levels til at gøre mit billede helt sort, kan jeg ikke trække detaljer ud af billedet igen, ved efterfølgende at lysne billedet med curves.

Men i Lightroom lægges tilpasningerne ikke ‘efter hinanden’, men ‘oven på hinanden’. Dvs. at det for det første er fuldstændig lige meget hvilken rækkefølge du laver dine ændringer i, men endnu vigtigere: hver pixel i billedet, bliver mørker eller lysere baseret på summen af tilpasninger. Dvs. at hvis du gør billedet rigtig mørkt med Exposure, kan du få alle detaljerne frem igen ved at bruge eksempelvis Tone Curve, brightness og Fill Light. Du mister ingen detaljer permanent.

Det er en af grundene til, at det er langt mere optimalt at lave sin indledende efterbehandling i Lightroom eller Camera Raw og ikke i Photoshop selv.

Der er ikke nok vi danske fotografer hylder hinanden.

Jeg er faldt over Alexander Flemmings fotos et par gange – og jeg synes, der er talent over det. Senest var det en ven af en ven der viste mig portrætserien “Manden bag manden”. Det er utroligt enkle setups, men portrætterne er slet ikke enkle. De fungerer enormt godt, og understreger min påstand om, at det at fotografere godt, ikke blot handler om at have styr på teknikken.

Tjek serien på alexanderflemming.dk

Den danske fotograf Danny Christensen har været den fotograf, der over otte afsnit har taget billeder af modellerne til model-karriere-reality-showet “Scouted”.

Jeg faldt over et interview med Danny på A Photo Editor, hvor man kan læse, at alle billederne blev skudt med et RED EPIC. Dvs. at der optages film af modellerne, og derefter udtrækkes billederne af filmen. Det kan lade sig gøre, fordi kameraet kan skyde 5K i RAW-format. Det er et billede svarende til 10 megapixel. Det kunne jeg snildt forestille mig bliver en af fremtidens måder at skyde på.

Eller i hvert fald: sådan tager I, kære læsere, backup.

For ca. 2 uger siden kørte jeg en lille undersøgelse på bloggen, der viste at de fleste af jer blot bruger en ekstern harddisk. Faktisk hele 41% af jer benytter den løsning. Det er selvfølgelig bedre end slet ikke at tage en backup.

Kun 5% tager slet ikke backup. Det synes jeg var overraskende få. Det er ikke så moderne som det har været.

Over halvdelen af alle der svarede, så ikke ud til at have en off-location backup (f.eks. online). Det betyder, at man mister sine billeder, hvis der f.eks. skulle komme ildebrand.

Der er ikke nogen tvivl om, at man kan forsikre sig i hovede og røv, med online backup og “bytte harddisk med vennen”-idéen. Men spørgsmålet er måske i sidste ende hvor stor en ofring det reelt ville være, at miste sine billeder?

Jeg har i lange perioder gjort det, at jeg har eksporteret mine bedste billeder i JPG og lagt dem på en Dropbox. Derudover har jeg en ekstern harddisk. Men nu forsøger jeg mig også med LiveDrive, hvor jeg får 2TB storage, som jeg så kan tilgå ved en hvilken som helst computer med internetadgang. Eneste ulempe indtil videre er, at det er dyrere end at lade være (ca. 100 kr. pr. måned) og at det tager virkelig lang tid at uploade de mange gigabyte data.

Jeg skal teste lidt mere, og så vil jeg komme med min endelige dom over løsningen senere.

I går så jeg filmen “Howl” om Allen Ginsbergs bog af samme navn. I filmen siger Ginsberg (spillet af James Franco) at der ofte gik flere år, før han kunne vurdere om et digt virkelig var godt. Om det evt. havde en god idé, han kunne skrive videre på eller måske var det et færdig perfekt digt.

Det interessante er, at han ikke blot sætter sig ned, skaber et digt, og udgiver det. Processen er meget længere.

På lidt samme måde fortæller Jørgen Leth også om sin notesbog på CD’en Vi Sidder Bare Her. Han skriver alle sine ideer ned. Og nogle gange kan han så ‘løfte et digt direkte ud af den’. Men meget af det, der bliver skabt på siderne, kommer aldrig videre.

Jeg oplever det samme med fotografering. Jeg tager hundredevis af billeder, som jeg aldrig rør efter jeg har taget dem. Nogle gange vender jeg tilbage til et shoot flere måneder efter jeg har taget billederne og reevaluere fotografierne, måske afprøver jeg nye efterbehandlinger. Og nogle gange finder jeg guld. Men mange af billederne er udemærkede idéer, som bare ikke er færdige nok.

Jeg tror man kan lægge det samme skema ned over de fleste ambitiøse kunstnere/kreative mennesker. Det handler ikke bare om at skabe og afslutte. Det er også en udvælgelsesproces.

På baggrund af dette må mit bedste bud på en opskrift på at tage virkelig gode billeder være, at ambitionsniveauet formentlig er proportionalt med mængden af billeder du ikke arbejder videre med.

Så du må hellere tage rigtig mange billeder, hvis du vil blive god.

Hvad er forskellen på flow og opacity? Hvis man ser på penslen som en pensel fra den virkelige verden, kunne man måske beskrive flow som “hvor nemt malingen falder af penslen” og opacity som “hvor meget vand malingen er blandet op med”.

Du har måske prøvet at lave en streg med brush tool i Photoshop og fået et mærkeligt, hakket resultat. Herunder kan du se hvordan flow og opacity opfører sig forskelligt.

Vent, hvad? Du har købt et dyrt, digital spejlreflekskamera, som er mere fantastisk til at fange farver korrekt end nogen film. Du savner at stå i mørkekammer, men ikke at rode med kemikalier, rydde op og hænge til tørre. Du mener at der er gået noget tabt, i overgangen til digitale fotografier.

Løsningen? Lav dine analoge look-a-likes i Lightroom.

Jeg har set rigtig mange bud på at lave film-look i fotografier på det seneste. Nogle af værktøjerne mere ambitiøse end andre. En af dem jeg er stødt på et par gange er VSCOs plugin til Lightroom (samt kameraprofiler til dit kamera) som skulle kunne gøre meget af det for dig.

Jeg har også i den grad gået og leget med tanken om at bygge et lille mørkekammer op, og arbejde lidt i mørkekammer igen. Men sagen er, at det er mega besværligt. Og meget af charmen ligger nok også i, at det ikke er så nemt end da. Men her kommer VSCO Film altså på banen.

Jeg har ikke selv prøvet det. Jeg synes nogle af resultaterne er ret fede – men af hvad jeg kan se på billederne, tænker jeg ikke: “Wow, det ligner et analogt foto”. Men hvad mener du? Eller har du prøvet VSCO Film og blevet overbevist?

Jeg synes du skal prøve at tjekke disse video-portrætter af aktuelle skuespillere ud. De er inspireret af ikoniske film-skurke.

Her er et par stykker af dem. Jeg kan enormt godt lide den med Ryan Gosling og den med Brad Pitt.

Hvis du godt kan lide denne slags små film, som ikke rigtig er film og ikke rigtig er fotografi, så tjek mine øvrige indlæg om hyperfotografi.